Coffee shop i Amsterdam ;-)

En julefortælling "Jul i Mexico"Pas på med hvad du ønsker. Da vi sad i toget på fra Esbjerg med kurs mod Mexico, havde jeg ytret et ønske om at opleve Amsterdam - engang. Jeg havde virkelig ikke ønsket at det skulle være her og nu. Det kræver næsten at du har læst det tidligere blogindlæg, om, aflyst fly, før du ser med her. Aflyste fly forsinkelser og fyldte fly til Mexico City, gav os to overnatninger i Amsterdam - uden kufferter! Efter skuffelsen og frustrationen over ikke at nå frem til familen og julefesten, tog vi en dyb indånding og begav os på eventyr i Amsterdam. Valget stod mellem Van Gogh museum, kanalrundfart eller et besøg på en hollandsk coffee shop!FIRE KOPPER KAFFFE OG EN KAGEVi spurgte om vej til en lækker coffee shop. Hun forstod os ikke helt, så jeg måtte sige nej, ikke en kaffeshop - men en coffee shop hvor vi kan få en "sjov kage" Åhh you mean a Space Cake. Yes, a spicy cake. Jeg forstod først senere hvorfor den hedder space og ikke spicy.Vi fniste som fire teenager, der for første gang, ville snige sig ind på et diskotek, selv om vi endnu ikke var fyldt 18 år. Som første gang man fik lov til at drikke et lille glas martini, det var lovligt, men alligevel lidt forbudt.- Var der forresten ikke noget med at det ikke længere var lovligt at serverer euforiserende stoffer og kager for turister, fordi at de ikke kan styre det?- Turde vi indtage cannabis, vi ved jo ikke hvordan det virker? Burde jeg overhovedet blogge om det? Hvis nogen havde spurgt om vi ville ryge noget hash, så havde vi klart sagt nej, men det er som om, at cannabis er et blidere ord, ja nærmest sundhedsfremmende.  Og så er det jo bare en lille kage ikke ... Og var der noget vi kunne trængte til, lige nu så var det en tudekiks, en trøstekage eller bare et godt grin.FIRE KOPPER KAFFE OG EN KAGEVi fandt en Coffee Shop og gik ind i baren og så hele spisesedlen som bød på stoffer vi aldrig havde hørt om. Vi bestilte 4 kopper kaffe og fire Space kager! Manden bag baren, kiggede på os og foreslog at vi nøjes med 4 kopper kaffe og 2 kager.Nu sad vi der i en gårdhave i Amsterdam, klar til at tage et stort bid, af noget vi ikke helt vidste hvad var - et bid eventyr tænkte jeg.Så var der Skype opkald fra vores sønner. De ville lige sikre sig, at vi ikke spiste en kage hver. Hahaa er rollerne ikke bytte lidt rundt? Nu grinte vi, så man skulle tro at vi havde delt en bradepande med de forbudte kager. Men vi lyttede til deres råd, og nøjes med at dele én kage.INGEN VIRKNINGEfter et par timer, var det blevet aften og vi sad nu i en båd, på kanalrundtur. Vi var lidt skuffet over at de kager slet ikke havde nogen virkning. Vi skulle aldrig ha´ lyttet til vores  børn - en lille kage til deling! Pyt, vi nød i stedet et glas gløgg og en speciel kunstnerisk lysudstilling, der var langs hele kanalen. Jeg tog en masse billeder, og lyttede meget opmærksom på de poetiske ord, der blev sagt om de forskellige lys installationer. Vi havde dog lidt svært ved at høre alt hvad der blev sagt, på grund af nogle børn der larmede ved nabobordet. Min mand tyssede på dem og der blev ro.NU VIRKER DET!Roen blev afbrudt, i takt med at de sjove kager, tog sin indvirkning. En fik snoren i fingrene, en anden følte sig helt afslappet, en begyndte at fnise - og pludselig skreg vi af grin. Altså vi grinte så vi fik mavekrampe, det var pinligt, og vi prøvede virkelig ihærdig at stoppe, men det blev bare sjovere og sjovere, fordi at det var upassende og pinligt. Kender du det? Jeg ved ikke om nabobordet eller andre tyssede på os, vi var i vores egen lille verden som var SÅ sjov. Alt hvad vi sagde var på et højt humoristisk plan, vores jokes fortjente sit helt eget stand up show - ja sådan føles det.Efter sejlturen gik vi grinende ud af båden, ind i en taxa, skraldgrinede, nærmest hysterisk, kun afbrudt når vi skulle hive efter vejret. Hvis de fremover gør alvor af ikke at tillade turister at komme på coffee shop, så er det vores skyld.Vi blev sat af på en udendørscafé hvor vi klukkende af grin, bestilte et glas hvidvin. Nu fik min mand det dårligt, sådan rigtig ubehagelig. Han følte ikke at han var en del af selvskabet, det var som om at han var i sin egen lille bobbel, som han ikke kunne komme ud af. Han blev stille og på et tidspunkt vidste han ikke hvor vi var. Det var ret uhyggelig -  for ham. Vi andre grinede videre, og jo mere han fortalte om hvor uhyggelig han havde det, jo mere grinede vi. Det er fanme uhyggelig! Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvad der ville være sket, hvis vores tilstand havde provokeret nogen, hvis de havde bedt os tie stille eller gå. Ville vi have været i stand til at forstå alvoren?Næste morgen var vi alle ok, og vi kunne huske alt, lige med undtagelse af de mange verdenklasse jokes ;-)Forsættelse følger " Jul i Mexico"